Echinodorus 'Red Diamond' er opstået under kultur i Ukraine ved en krydsning imellem sandsynligvis Echinodorus horemanni 'Red' og Echinodorus x barthii. Resultatet er en attraktiv sværdplante med rubinrøde blade på 15-25 cm længde og hele rosetten bliver 20-30 cm bred. Den røde farve på de yngste blade ændres til grøn med alderen.
I modsætning til mange af de andre Echinodorus-arter forbliver Echinodorus 'Red Diamond' i en størrelse, som gør den særdeles velegnet som solitærplante også i mindre akvarier. Øget næring i bundlaget giver kraftigere vækst, mens gode lysforhold fremmer dannelsen af de rubinrøde blade. Planten kan skygge andre planter i akvariet og bør i så fald udtyndes af og til.